Hvilken kaffe byder du fremtidens gæster?
En eksotisk drik
Kaffen er oprindelig eksotisk – og stammer fra de varme lande, hvor kun få danskere nogensinde har været. Men selv om kaffen har sin rødder langt nede i Afrika, er den også meget dansk. Danmark er faktisk det 4. mest kaffedrikkende land i verden, kun overhalet af vore nordiske naboer Finland, Norge og Island. Danskerne drikker i gennemsnit 3-4 kopper kaffe om dagen. Hvor store disse kopper er, vides dog ikke.
Kaffen er en integreret del af den danske kultur. Det er ikke få dråber der skænkes af Madam blå i Matador. Og kan man overhovedet, selv i år 2012, invitere gæster uden at byde på kaffe? Og hvor kaffen engang primært var noget man drak, bruges kaffen nu også i chokoladen, macaronen, chili con carnen, isen, smoothien, desserten og soft-drinken.
Når kaffe ikke bare er kaffe
Den danske kaffe er dog ikke, hvad den var engang. For 20-30 år siden drak danskerne primært filterkaffe og før det koge-kaffe. I dag er der andre populære måder at brygge på. I en mindre dansk undersøgelse fra 2011, med 1383 respondenter, svarede 38% af de foretrak filterkaffe, 28% foretrak pulverkaffe. 19% stempelkaffe og 13% espressso kaffe. 6% svarede at de foretrak en anden form for kaffe. (Kilde: Kaffe, Sundhed og Sygdom. Vidensråd for forebyggelse 2011)
Undersøgelsen er interessant, fordi den viser, at folk ikke længere kun drikker filterkaffe og at kaffe stadig primært er en hjemmeting. Så selv om espresso-kafferne er populære i tiden, i de glitrende magasiner og i den fremblomstrende kaffekultur på gader og stræder, er det langt fra den bryg der drikkes mest. Filterkaffen er stadig den mest populære. Det kan dog meget vel ændre sig i fremtiden. Nye tal viser, at hvor der i 2007 kun blev solgt 16.159 espressomaskiner, var tallet i 2011 101.355 stk. Samtidig fald antallet af solgte filtermaskiner fra 232.000 stk. i 2007 til 168.000 stk. i 2011. (kilde: Børsen 8. November 2012)
Kaffen som social status-markør
Hvad der også er værd at bemærke er, at hvem der brygger hvilken kaffe, slet ikke er tilfældigt. Den foretrukne kaffe-bryg følger nemlig fint klassiske segmenteringsmodeller (livstilsgrupper). Og hvor kaffen tidligere var noget der kunne samle danskerne, må man i år 2012 erkende, at det ikke længere er så let at mødes over en kop kaffe. For dem med hang til traditionel filterkaffe, ofte den ældre og mere traditionelle del af befolkningen, bryder sig sjældent om en lille sorte EXPRESSO eller KAPUTINO. Og omvendt, kan de der sværger til sort espresso eller café latten sjældent udstå den traditionelle filterbryg. Så espresso-maskinen må bag i bilen, når turen går til svigermor. Og skulle du pludselig en dag få uventede gæster, må rådet være stempelkande-kaffe.
Kaffe-nørderi
Og fordi kaffe ikke længere bare er kaffe, er kvaliteten afgørende. Der er nemlig stor forskel på kvaliteten af kaffe. Nøjagtig som der findes meget fremragende kaffe, findes der også meget elendigt kaffe. Der er ofte en verden til forskel på smagsoplevelsen, alt efter hvilken kvalitet eller ristning man foretrækker og hvilken måde man brygger på. Også er vi fremme ved det, man kan kalde kaffe-nørderi.
For nøjagtig som maden er blevet cool, er kaffen også blevet cool, – og dermed et studie værdigt i sig selv. Stadig flere kaffe-aficinados er så passionerede omkring oprindelse, terroir, bønnen, ristningen, bar-tryk og vandets hårdhed, at man næsten må trække på smilebåndet af denne euferi. Dette fokus!. Men alt ære og respekt for dem der vælger kvalitet. Gid flere var der. Hvem siger også nej tak, til en kop kaffe hos en rigtig kaffe-aficinado?
Kaffen er altså en drik, der kan brygges endnu mere på. Senest har jeg netop læst at firmaet Craft Coffee i New York, er ved at opbygge en database med hundredevis af kaffe-smage, så man som kunde har noget at navigere efter i jagten på den foretrukne smag. Og herhjemme har NOMA og René Redzepi netop meldt ud, at verdens bedste restaurant, naturligvis også skal servere verdens bedste kaffe i år 2013!
Fagre ny verden
En verden i forandring har også givet kaffen nye muligheder, og nye positioner. For hvor byens lukrative hjørner tidligere var bankernes, er kaffebarerne nu rykket ind. Måske det vidner om kaffens ophøjede status i tiden. Flotte kaffe-kæde-koncepter midt i byrummet, hvor moderne mennesker gerne vil hænge ud og hænge på, mens de drikker god kaffe.
Den urbane livsstil er hot! Byens puls trækker, og kaffebarerne er populære, hvad end man kommer alene eller sammen med nogen. Hvem ved, – hvem man pludselig ser? Og hvad der derefter kan ske?
Stadig flere fristes også af, at gribe kaffen på vejen. For har man smag for god kaffe, så kan det hurtigt blive en daglig nødvendighed, at slå et smut forbi, og få dagens ”luksus” skud inden man rammer automaten på jobbet.
Ved årtusindskiftet var der stort set ingen kaffebarer i Danmark. Jovist vi havde caféer, men ikke mange dissiderede kaffebarer. I dag er der mange kaffebarer. Og tro mig, i år 2020 er der dobbelt så mange. Find den pendler og kaffeelsker, som ikke let kan se potentialet i en App, hvor kaffen kan bestilles på forhånd, og hvor en STAR BUCK drive through ved motorvejsafkørslen levere varen!
Kaffen derhjemme
God kaffe i byen er dog ikk billigt. Prisen på en god kop kaffe starter let ved 30 kroner og nogen steder skal du slippe 40 kroner. Det kan altså hurtigt blive dyrt, hvis det er blevet en hverdagsting.
Når alt kommer til alt, er det også kun de færreste der sådan kan rende i byen i tide og utide og drikke kaffe. Hverdagslivet skal jo passes. Derfor er den moderne kaffe-kultur også taget ind i de danske hjem, hvor det meste kaffe jo stadig drikkes. Men hvor kaffen engang helst skulle være den samme som naboen drak, samt så billig som mulig, kommer der nu også eksklusiv bryg og dyre ristninger i indkøbskurven hos hr. og fru Danmark. Og mon der ikke også i år, kommer flere avancerede kaffemaskiner, kaffe-ristere, mælke-skummere og kaffe-kværne under juletræet landet rundt.
Kaffe-nørderi er cool, og jagten på den ultimative bryg er samtidig en overordentlig god anledning til en snak om livets herligheder og kaffens prisværdigheder.
Og selvom kaffen derhjemme som regel bliver skænket i en kop, som man sætter sig ned og nyder, brygges der i stigende grad også to go kaffe i privaten. Og her er der altså ikke tale om traditionel termokande kaffe. Termokaffe er i den grad YT og på vej ud! Men når udstyreret alligevel er der. Hvorfor så ikke selv brygge en god kop kaffe, cappuccino, espresso eller latte til at tage med. Og gerne i en praktisk og cool kop to go. (Den mangler de fleste dog stadig, også har man besværet med den beskidte!)
Det er jo heller ingen hemmelighed, at de gode kaffebarer er et storbyfænomen. De fleste danskere har slet ikke daglig adgang til god kaffe. Og er man så, så heldig at have en god kaffebar i nabolaget ved man også godt, at man indimellem skal vente meget længe, inden den gode kaffe er ready to go. Derfor hjemmebryg to go.