Hvem har ansvaret for en bedre fremtid?!

FREMTIDSFORKEREN.DK drives af sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal

Du kan tage kontakt via kontaktformularen, eller på telefon +45 3065 1110

Året er godt i gang – men hvad mon 2016 bringer? Hermed en liste over nogle af de overskrifter som jeg, – tidsånds-symbol-analytikeren finder interessante og mener kommer til at præge medierne, samtalerne og virkeligheden i år 2016.

1. IKKE FLERE SELFIES TAK!

Alt for mange har misforstået de sociale mediers fantastiske muligheder. For nej, de sociale medier kommer ikke til at overleve, som udstillingsvindue for det moderne menneskes kamp for anerkendelse. I år 2016 kommer vi til at se et større fokus på at bruge de sociale medier kritisk, konstruktivt og klogt. Derfor forhåbentlig færre selfies.

2. NARCISSIMEN PÅ RETUR

I bund og grund er det både kedeligt, hårdt og uinteressant konstant at have fokus på sig selv. De fleste kender forhåbentligt svaret på forhånd? Og særligt for den unge generation er det tydeligt, at det er svært og ikke særligt berigende og livsfordrende at skulle leve op til at være stjerne i sit eget liv. Alt mens tidens mere eller mindre tomme og stereotype idealbilleder heller ikke levner meget plads til mangfoldighed og rum at vokse i. Mange unge har svært ved at leve op til alle forventningerne i en tid, som nok har haft høje forventninger til dem, men til gengæld ikke leveret de rigtige redskaber. De unge efterlyser mere indhold, fællesskab, rødder og betingelsesløs altruistisk kærlighed. Sidstnævnte kan også indebære krav til livsduelighed.

3. ROBUSTHED

Ondt i livet er blevet til en diagnose der lammer mennesker og giver flere en kronisk følelse af forkerthed. Og det, selvom det er et eksistentielt vilkår, at vi alle er forskellige. Nogle er smukke, andre er grimme. Nogle er kloge, andre glade eller virkelig mærkelige. Nøjagtigt som det er et eksistentielt vilkår at opleve mere eller mindre sorg og svigt – kærestekvaler og stormvejr i livets ubarmhjertige konkurrence med de andre. Mennesker har altid konkurreret. I 2016 vil der komme mere fokus på, hvordan man får robustheden tilbage.

4. HUMANISME 2016

Hvornår er man et godt menneske? Flygtninge-krisen og en verden i brand har for alvor sat gang i debatten om næstekærlighed og humanisme? Men, hvad vil det overhovedet sige at være et godt menneske i år 2016? Hvem er vores næste og skylder vi overhovedet andre mennesker noget? Kan man være god, også uden at gøre ondt indimellem? Eller er det ikke ofte netop den manglende handling, sløseriet og ligegyldigheden der gør mest ondt?

5. BIG DATA

Med digitaliseringen følger flere data og med flere data følger mere viden, og med mere viden følger langt bedre muligheder for at fortage de rigtige analyser og træffe klogere beslutninger. Verdens realiteter vil i stigende grad rulles ud for vores fødder.

6. SELF-TRACKING

Endnu bærer vi kun vores uundværlige forlængede selv i hånden. Mange panikker uden mobilen og den konstante adgang til verden. Men mobilen kan mere end forbinde os med de andre. Den kan nemlig også måle og veje, regne ud og tracke vores færden, gøren og laden. I år 2016 vil denne gadget oftere holde styr på vores kalorieforbrug, sukkerindtag, motionsindsats, overtræk og daglige velbefindende via diverse apps. Apps som heldigvis bliver langt bedre til at tænke selv, så vi slipper for selv at fortælle dem om vi løber eller hopper. I den nærmeste fremtid følger internables sensors. (indopererede sensorer) Internables is the new wearebles.

7. ROBOTTERNE KOMMER

Og vi kommer til at elske dem. Førerløse biler vil køre os til skibjergene, mens vi sover (dog nok først i 2025), parkeringsautomaterne fjerne vores biler midt i centrum, portier bære vores tasker og så fremdeles. Robotterne bliver receptionister, klaverlærer, analytikere, kiruger og nye legekammerater. Grænserne mellem dem og os formindskes og heldigvis kommer de til at gøre en del af det hårde og kedelige arbejde for os. Alt mens de også kan udfordre, lege, lære og løse opgaver.

8. FAMILIEVÆRDIER ELLER MANGEL PÅ SAMME

Længe har familien været anset som umoderne, begrænsende, tidskrævende og opslidende for den enkeltes potentielle lykke. Men efterhånden er der meget der tyder på, at vi faktisk ikke kan undvære familien, fordi friheden og karrieren væk fra familien og de andre har en pris, som særligt de unge familier ikke længere er villige til at betale. År 2016 vil byde på endnu flere husmødre, familiekronikker og prioriterings-diskussioner omhandlende muligheden for en tilværelse med mere plads til familie og børn

9. DOGME-LIV

2016 Det er muligt at den moderne verden har meget sikre og solide svar på det gode, effektive og optimale liv. Men hvad nytter det, hvis ikke det virker og gøre os glade og tilfredse. Flere vil vælge alternative livsformer i jagten på meningsfuldhed, nærvær og større balance i livet. Det bliver sådan noget med natur og bål, provinsen og retro, det simple og gedigne, håndværk og ritualer. Dog ikke tilfældigt, men ophængt på gode og ædle principper og værdier. Vi vil også komme til at spise mere efter diverse DOGME-DIÆTER. Dogme-diæter er sådan noget med fx ikke at spise sukker, kun spise dyr fra egen gård eller undgå meget forarbejdede fødevarer. Det handler om mad med omtanke, bæredygtige løsninger, etiske overvejelser og kærlighed. Sådan noget med råsyltede tomater fra egen avl, æg fra lille Idas høns, vanilje krydret kvæde-gele til jul og hjemmebagte søndagsboller til hele gaden.

10. ÅNDEN – HVAD BLEV DER AF ÅNDEN?

Fællessangen, folkedansen, de store gilder, gadefesterne, eventyrerne, musikken, balkjolerne, hverdagskunsten, æstetikken, rosenbedende og samtalen i det repræsentative demokrati. Længe har der været alt for stort fokus på kroppen fremfor ånden. Hvad er krop uden ånd? Glaspaladser uden liv? Succes uden glæde? Og eftersom vækstcitronen er ved at være presset til det yderste, og det ser ud som om, at der er behov for nye stimulanser til frugtbarheden, er tiden inde til at finde nye veje – eller gå tilbage til det der før har virket. Lad os satse på mere ånd. For god kunst, godt håndværk, skabende mennesker, smukke eventyrer og god musik kan nemlig også fint være med til at understøtte, om ikke ligefrem skabe vækst.

Måske den sidste tendens mere er udtryk for et håb, end en egentlig tendens. Men som bekendt er fremtiden ikke en determineret størrelse, men noget vi rent faktisk kan øge indflydelse på og selv være med til at skabe. Det samme gælder politik.

GODT NYTÅR

 

 

 

KILDER:
WWW
Nyheder 2015
20 Faglitterære bøger
Knausgaard min kamp 1-5
49 Samtaler
1048 observationer
78 facebook opslag
17 livedebatter
&
Livet i det hele taget